I den store stad hvor hun boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være eksterne jobkonsulenter og sagde, at de forstod at skaffe det dejligste arbejde, man kunne tænke sig, ikke alene arbejdstiden og lønnen var usædvanlig god, der var også aktivering, og statistikken havde den forunderlige egenskab at den blev uforståelig for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
”Det var jo et dejligt tilbud,” tænkte ministeren; ved at ansætte dem, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i kommunen der ikke dur i det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja de konsulenter må jeg straks ansætte!” og hun gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
De åbnede også nogle jobcentre, lod som om de fungerede, men de havde ikke det mindste job at tilbyde. Rask væk forlangte de flere bevillinger, og pengene brugte de til at ansætte nogle flere konsulenter som kunne arbejde med at skaffe job som ikke var der, og det til langt ud på natten, til overtidsbetaling.
”Nu gad jeg godt vide, hvor vidt de er med at skaffe arbejde!” tænkte ministeren, men hun var ordentlig lidt underlig ved hjertet ved at tænke på, at den som var dum, eller slet ikke passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede hun nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft de nye beskæftigelsestilbud havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
Jeg vil sende min gamle ærlige departementschef hen til konsulenterne!” tænkte ministeren, ”han kan bedst se, hvorledes statistikken tager sig ud, og ingen passer sit embede bedre end han!”