Aktivering er blevet et mantra, mantra, mantra, mantra, mantra, mantra!

Tilsyneladende er det svært (læs umuligt) at få nogle forståelige og pålidelige statistikker over hvad hele aktiveringstanken (cirkusset)  betyder i nye arbejdspladser og i kroner og øre for samfundet.

Her i Holbæk kan man på kommunens hjemmeside godt finde lidt statistik omkring jobcentrets virke, bl.a. en tilfredshedsmåling, der efter de mange samtaler jeg efterhånden har haft med ledige, hvor stort set ingen har været tilfredse med deres aktivering, virker som ude af trit med virkeligheden. SKULLE det være muligt resultatet ville blive et noget andet, hvis ikke det var kommunen selv der foretog undersøgelsen?
Kommunens effektmåling fortæller en ikke kommunal ansat absolut ingenting. - Kom med nogle konkrete tal for antal skabte nye arbejdspladser og for antal arbejdsløse og bistandsklienter der kommer i ordinært job, som følge af Jobcentrets fantastiske aktiverings-indsats - tal som almindelige mennesker har mulighed for at forholde sig til!
Som jeg læser den, siges det intet om præcist hvor mange af de aktiverede der kommer i ordinært job, som de får i kraft af aktiveringsindsatsen og ikke på "naturlig" vis, altså intet om jobcentrets effektivitet undtagen i forhold til de områder der tilsyneladende giver en refusionsmæssig gevinst fra staten.

Det er muligt at jeg ikke hører til de hurtigste knallerter på kajen, men jeg har aldrig kunnet forstå hvorledes det kan skabe et eneste nyt job at arbejdsløse skriver bjerge af ansøgninger som de sender til sagesløse erhvervsfolk der (dem jeg kender) er ved at kaste op over at bruge tid på det og arkiverer 99 % af ansøgningerne i papirkurven. Yderligere belemres man som ledig med en aktivering som er en fornærmelse imod selv en middelmådig intelligens, udelukkende for at tækkes nogle politiske vrangforestillinger om at man for enhver pris skal foretage sig en tilfældig ligegyldighed for det beløb man får udbetalt - uanset hvor lidt perspektiv der er i det. Det er min inderligste overbevisning at stort set alle arbejdsløse virkelig gerne vil videre i deres tilværelse og føle sig til nytte, - men ikke til grin. Aktivering skaber ingen nye arbejdspladser, ihvertfald ikke på nogen måde i et omfang der berettiger til at straffe arbejdsløse yderligere udover en i forvejen problematisk situation.
Mange arbejdsløse oplever tillige at de menigsløse, krampagtige forsøg på aktivering er en væsentlig årsag til at man bliver stavnsbundet arbejdsløs, da både den ledige og jobcentret bruger alle ressourcer på tiltag alle ved, kun er et spørgsmål om, hvor i systemet man kan placeres - hvad der heller ikke på nogen måde lægges skjul på, undtagen af et par enkelte medarbejdere med en misforstået entusiasme.
Befriende når man trods alt også lejlighedsvis møder fornuftige mennesker ansat i offentlige stillinger - de findes altså!

Er der mon lavet en statistik over hvad det koster i tid at landets arbejdsgivere dagligt bliver belemret med unødig administration i form af uopfordrede ansøgninger? Derudover mener jeg det er uartigt, og at sammenligne med telefonsælgere, Jehovas vidner og lignende kategorier, der mener de kan tillade sig uopfordret at bruge andre menneskers kostbare tid., - hvorfor skulle begavede arbejdsgivere, som kan finde ud af at drive en virksomhed, ikke selv kunne finde ud af at henvende sig til et jobcenter, hvis de har problemer med at skaffe den arbejdskraft de har brug for? - DET ER JEG SIKKER PÅ DE KAN!
I den forbindelse kunne det bestemt også være interessant med en viden om hvor mange af de stillinger der bliver slået op på jobnet og lignende steder, der reelt er stillinger man kan søge som ikke er slået op af pligt selvom de allerede er besat, på anden måde er uaktuelle eller et forsøg på at give det indtryk at disse mange jobdatabaser er uundværlige for arbejdsgivere og søgere. Tilsyneladende er der ingen der er interesseret i at få et reelt og retvisende billede af de arbejdsløses stilling på arbejdsmarkedet.
Efter at have fulgt begrebet aktivering gennem en del år, dels gennem bekendte, dels via forretnings relationer, i dagspressen, i den seneste tid også blandt "med-kursister", er det meget vanskeligt at se begrebet som andet end overvejende en straf til de ledige. Mange der har været i aktivering i et firma, har oplevet at få tilkendegivet at de er ønsket som arbejdskraft, men at det er økonomisk fordelagtigt at få en ny "dum i arbejde", og altså blot har været en del af konceptet "gratis arbejdskraft". Typisk er de steder man bliver aktiveret tillige arbejdspladser der dels har uhensigtsmæssige arbejdsforhold, dels er så lidt attraktive at de ikke evner at tiltrække ordinær arbejdskraft.
Ifølge Danmarks Statistik er bruttoledigheden pr 31/10 20133 på 151.300 personer, hvorimod man angiver AKU ledigheden til 205.000 ledige arbejdssøgende. Netto ledigheden og andre nøgletal kan ses på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Når der så tilsyneladende kun er ca. 20.000 ledige stillinger i den private sektor, hvoraf en ukendt del af dem enten er besat eller ikke relevante, tegner der sig et billede af at man som aktiveret nemt kommer til at føle sig til grin.
Holbæk kommune bruger omkring 35.000 kr. pr. aktiverede/arbejdsløs - udover ledighedsydelsen.
Hvad får man så for de penge kunne man spørge - man kunne med langt bedre ret spørge, - er det en god forretning?
Eller endnu bedre - gavner det overhovedet de arbejdsløses situation eller økonomien i kommunen - og præcist i hvilket omfang?

• 
  

Sådan fandt vi et job.

Artiklen viser med en klokkeklar statistik, at mindre end 4%har fået hjælp af jobcentret
Koster det virkelig 8 milliarder pr. år?
Tydeligvis brug for lidt nytænkning og sund fornuft! 
(er der egentlig nogen der har spurgt de ledige hvad de har brug for)?
Læs hele Politikkens artiklen her!

Hverken jobcenter eller a-kasse er vejen mod et arbejde, viser undersøgelse.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 401 erhvervsaktive, der har angivet, at de har været ledige og modtaget dagpenge inden for de seneste fire år. Undersøgelsen er behæftet med en usikkerhed, men giver et fingerpeg om, hvordan ledige finder arbejde.
På spørgsmålet om, hvordan de fik job efter deres seneste ledighedsperiode, svarer de 401 således:

• 37,9 procent siger, at de fandt jobbet ved at søge på et jobopslag. 
• 33,9 procent fik job gennem netværk. 
• 8,2 procent fik job gennem uopfordret ansøgning. 
• 2,2 procent fik tilbudt job gennem jobcenteret 
• 1,3 procent fik tilbudt job gennem a-kasse. 
• 16,5 procent svarer 'andet' eller 'ved ikke'.

Undersøgelsen viser også, at de ledige mener, at de selv eller netværket har hjulpet dem til at få et job.På spørgsmålet om, hvem der hjalp de ledige til at få et job, bliver der svaret således. 

• 48,6 procent siger, at 'ingen' hjalp dem. 
• 34,9 procent siger, at netværk eller familie hjalp til at skaffe jobbet. 
• 10,7 procent siger, at det var 'andre', der hjalp til at finde jobbet. 
• 3,7 procent siger, at jobcenteret hjalp. 
• 1,3 procent siger, at a-kassen hjalp.

Porten til arbejdsmarkedet

Porten til arbejdsmarkedet er blevet uhyggelig smal for ledige der har været i bistands systemet i længere tid.
Symbolsk nok, befinder netop denne port sig ved kompetancecentret på Nyvang, hvor Holbæk Kommune tilstræber at aktivere alle disse modvillige arbejdsløse. Der arbejder velvillige mennesker der - det gør der, - men de fleste "anbragte"opfatter opholdet som et spørgsmål om at få dem placeret videre i systemet, ikke til gavn for dem selv, men for statistikken omkring placeringen i aktivering i unyttige tiltag.
Illusionen om at jobansøgninger skaber nye arbejdspladser er desværre noget jobkonsulenter er nødt til at acceptere for at kunne udføre deres arbejde, og jeg har her oplevet at de faktisk kæmper en brav kamp, som også af og til resulterer i noget positivt. Det ændrer ikke ved det faktum at der skal nytænkning til for at skabe menneskeværdige forhold for de ledige, ikke mindst en politisk velvilje.
Jeg har i de (efterhånden) år jeg har oplevet dette system, dels gennem min samlever (af anden etnisk herkomst/flygtning), og nu min egen, undret mig gevaldigt over at der ikke i kommunen er nogle frivillige tilbud om hjælp til de arbejdsløse borgere.
Alle såkaldte "tilbud" bliver fulgt af en 4 siders skrivelse med repressalier om hvad der sker hvis delikventen ikke makker ret og gør som foreskrevet - Det giver en rigtig god stemning ;-)
At animere til antipati befordrer vel ikke til løsningen af fælles problemer!
Jeg vil mene at det er en sund opfattelse at man kan gå til sin kommune i håbet om at få hjælp til de problemer man nu måtte have og der få en saglig bistand - IKKE MODSTAND!
At der ikke er penge til at vi alle kan bo på "Strandvejen", siger jo sig selv - men at kunne blive behandlet anstændigt og respektfuldt, det må der vel være midler til!
Det viser i bund og grund at den offentlige administration opfatter arbejdsløse som modvillige og ikke som intelligente personer som kæmper for en plads i samfundet, - man er fra dag 1 marginaliseret og placeret som et problem! (da det store spørgsmål tilsyneladende er, hvor i systemet man skal placeres og aktiveres).
Nu er der valg - jeg har svært ved at engagere mig i politik, da der altid er både for og imod. Velfærd koster penge og hvor får vi dem fra - og det er bestemt ikke nemt. Vi er alle enige om målet - men midlerne?
Er det virkeligt så firkantet at hvis vi skal behandle hinanden ordentligt - jamen det har vi da ikke råd til?
Det kræver vist lidt nytænkning - glem ikke at de holdninger og den viden man havde for 100 år siden idag på stort set alle punkter, virker som en antikvarisk vittighed - kunne vi prøve istedet være lidt fremsynet, ihvertfald kæmpe for at bevare respekten for individet som en byggesten til fremtiden og ikke som noget der skal deles op i et A eller B hold, så er vi da trods alt nået et stykke!

Den sociale modstandsbevægelse

Her et udpluk fra en artikel på Den Offentlige.dk hvor man omtaler begrebet Den sociale modstandsbevægelse, her sigtes der primært til syge medborgere der er kommet i klemme i systemet.
Det viser sig åbenbart at dialogen rundt omkring i landet både ses og skaber debat og det er jo herligt.
Kunne man ikke udvide det til at omfatte ALLE som er i kontakt med det offentlige system, således at vi samlet kunne have en vis vægt og blive hørt.

Kunne det gøres sobert og sagligt uden for megen mudderkastning ville det være et tiltag som BÅDE forvaltningerne og de forvaltede kunne have gavn af.
Det er jo ikke sådan at Kommunerne kun agerer kritisabelt, de hjælper jo faktisk også nogle borgere, selvom dårlig sagsbehandling og meningsløshed også trives fremragende.
Jeg tror på at der trods alt OGSÅ arbejder mange velmenende mennesker som burde have nogle bedre arbejdsvilkår og større kompetancer til at træffe mere medmenneskelige beslutninger.
Bange for kommunen
Den sociale modstandsbevægelse har således på få måneder spredt sig til hele landet, og på Facebook kan man i dag finde dokumentation for etablerede netværk i omkring 30 byer under navnet “Syg i x-by”. Det sker på trods af, at mange borgere ifølge Rie Grenaa og flere andre kilder, som DenOffentlige.dk har været i kontakt med, er direkte bange for at deltage i protester. “Der er masser af eksempler på borgere, som er blevet advaret af kommunen, hvis de har protesteret i offentligheden. Så bliver man selvfølgelig bange for repressalier, for man er jo direkte afhængig af kommunen, når man er syg,” siger Rie Grenaa.
Den magt, som kommunen direkte og indirekte har over borgeren, har stor indflydelse på, hvordan syge borgere tackler sagsbehandlingen. “Du skal gøre som systemet siger, du skal. Det er du nødt til, for ellers er du ikke samarbejdsvillig, og så kan de tage ydelser fra dig. Det betyder, at du som borger er meget forsigtig, og fra starten er presset i en defensiv.
Når du så lægger dårlig sagsbehandling og årelang ventetid på afgørelser oveni, bliver man hurtigt mere syg, end da man mødte systemet første gang,” fortæller Rie Grenaa. Men trods frygten for kommunen finder borgerne sammen, og Facebook har vist sig som det perfekte mødested.“Vi er jo syge, så det kan være rigtig svært at møde frem personligt til forskellige aktioner,” påpeger Rie Grenaa.

Syg i Holbæk - eller er Holbæk syg!

At være syg er ikke på nogen måde eftertragtelsesværdigt, tilsyneladende bestemt heller ikke i Holbæk Kommune.
Hvad sygdom kan medføre af personlige problemer i forhold til arbejde, familie og ikke mindst behandling, kan de fleste af os sagtens sætte os ind i med lidt god vilje.

Mennesker der ikke har prøvet det på egen krop, har oftest den opfattelse at hvis der skulle ske noget uheldigt i den retning, så lever vi i et velfærdssamfund hvor der bliver taget rimeligt hånd om den enkeltes problemer, hvis man bliver sat i en situation hvor det er svært selv at magte dem.

Ifølge folderen uddelt i forbindelse med aktionen Syg i Holbæk er det åbenbart nærmere undtagelsen end reglen.
Det lader til, at det blandt andet er kutyme at bruge værktøjer som at sagsakter og arbejdsprøvninger "forsvinder", at trække sager og svar i langdrag langt ud over anstændige (og lovlige) grænser.
Personale uden lægefaglig baggrund vurderer og udtaler sig om sygdom og tilsidesætter ofte speciallægers vurdering.
At få aktindsigt er umuligt eller kræver gentagne anmodninger (hvilket er lovstridigt ifølge kommunens egen hjemmeside), for så at ende op med at man får et par udtalelser fra læger, som man selvfølgelig har i forvejen - og intet overhovedet om kommunens baggrund for, og overvejelser omkring vurderingen.
Dette er vist desværre kun en lille del af hvad man som sygdomsramt/bistandsklient, bliver budt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at misbrug af offentlige midler, skatte unddragelse osv. er et problem der skal sættes ind over for, men er det nu også de svage og sårbare som er den største belastning i samfundsøkonomien, under alle omstændigheder er MÅDEN de behandles på til debat.
Kunne man forestille sig at der ved andre politiske dispositioner kunne blive råd til at behandle mennesker anstændigt og retfærdigt, - i det mindste uden at bidrage til at situationen forværres - og dermed bliver en øget udgift.

Aktion syg i Danmark har opstillet en "ønskeseddel" med absolut rimelige forventninger til hvad man burde kunne forvente af hjælp når man henvender sig til det offentlige.- ud fra den aktuelle situation ligner det desværre nok for meget en ønskeseddel - som er temmelig langt fra virkeligheden.
Måske er alle punkterne ikke umiddelbart gennemførlige og der vil heller ikke være politisk vilje eller økonomi til det, men et minimum burde vel være:
At man får den lovpligtige råd og vejledning.og bliver anstændigt behandlet uden mistænkeliggørelse, må da være et minimum.
At det kunne være rart når man får et afslag, at få et konstruktivt foreslag til hvad man så kunne gøre ved situationen - udover: "Du kan da bare klage!", siger vist sig selv!

DR Deadline

Hør endelig udsendelsen fra DR Deadline, hvor Erling Frederiksen der har vundet 25 ankesager i træk imod Holbæk Kommune, kom med en yderst saglig og fornuftig kritik af kontanthjælp og aktiverings cirkusset i kommunen.
Ligeledes chefen for borgervejledningen i København Johan Busse havde en ganske fornuftig tilgang til problematikken omkring hvorfor borgere i systemet oplever at kommunen er en fjende man skal kæmpe imod og ikke en hjælp til løsning af de problemer man nu engang har.
Derimod kom den tredie debatør Borgmester og medlem af Kommunernes Landsforenings Socialudvalg Søren P Rasmussen, kun med vage og forsigtige pip i det sædvanlige politikersprog med overordnede holdninger uden at forholde sig konkret til noget somhelst, udover at kommunerne nærmest er fejlfri, hvilket vel må siges at være et noget slapt forsvar for den uretfærdighed og meningsløshed, der trives fortrinligt i administrationen af de svagere/arbejdsløse borgere.
Egentlig kan man ikke bebrejde ham, FOR DET ENESTE FORSVAR ER VIST DÅRLIGE UNDSKYLDNINGER.
Læs også den nylig udkomne bog af Rune Engelbret Larsen: Ledighed og Ledighad